et Værk, der ved sine efter Datidens Forhold uhyre Dimensioner skulde paa udvortes Maade anskueliggøre, saa at sige symbolisere den Storhed, hvortil Republiken var naaet. Derfor tronede ingen mindre end Atlas paa Bygningens Tag med Verdenskuglen paa sit Hoved, og de Relieffer, hvormed Billedhuggerkunsten prydede den, var lige saa mange Komplimenter til Nederlandenes Magt og Herlighed. Arbejdet, der blev paabegyndt straks efter den westfalske Fred, tog syv Aar at fuldende, og for at gøre Grunden stærk nok til at bære en saadan Kolos, maatte man først ramme fjorten tusinde Træstammer gennem det løse Dynd og Sand ned i det faste, underliggende Lerlag, der paa sine Steder ligger i tyve til fem og tyve Alens Dybde. Da det hele var færdigt, havde det kostet tolv Millioner Kroner. Man forstaaer, at Samtiden betragtede det som Verdens ottende Underværk. Imponerende er ganske vist dette Paleis, som det ligger der paa Amsterdams Torv den Dag i Dag. Og dog, naar man et Øjeblik har set sig træt paa dens Storhed, vender man det gerne Ryggen for at opsøge det ostindiske Kompagnis gamle Gaard eller en anden af de skønne Bygninger fra den gode gamle Tid . . *

I Nutiden.

Naar man nu om Stunder gæster Amsterdam sker Ankomsten ikke gennem Porte. De maleriske gamle Porte ere faldne som et Offer for Tidens nivellerende Tendens ligesom Voldene og Bastionerne, hvoraf hver havde sin særlige Vejrmølle. Man staaer ud ved en af Banegaardene, hvoraf Byen har to, og da den nye Centralstation virkelig, som dens Navn lader formode, har den centraleste Beliggenhed, staaer man