som vækker en lignende Opmærksomded som en Mand fra Rundetaarn hos os. At se det tunge Dyrs Plasken og Sprællen, dets forgæves Forsøg paa at komme op ad det stejle Bolværk, er et Syn, som enhver amsterdamsk Dreng véd at værdsætte. Redningen foregaaer ved Hjælp af et dertil indrettet Apparat (Zincks toestel), der klappes sammen om Hesten, og hvorved den hales op paa det tørre igen. Disse Kanaler, som skære Byen paa Kryds og Tværs, og som findes nogenlunde ligelig fordelt over alle Kvarterer, danne Byens Hovedstrøg og vigtigste Færdselsaarer. Da de optage megen Plads (alene Kanalerne have jo en almindelig Gades Bredde), lade de saa meget mindre Rum tilbage for de andre Gader. Ofte er disse kun snævre, mørke Gange, der knibe sig ind mellem Husrækkerne og som kun tjene som Gennemgang for Fodgængere. En uhyre Sammentrængthed udmærker den Maade, Byen er bygget paa. Husene ere ligesom pressede sammen i snævre Kadrer og Rammer, af Gaardspladser er der det mindst mulige, og tidt begriber man ikke, hvor Husene, der ligge tæt op ad hinanden uden Mellemrum, faa deres Lys fra. I Virkeligheden er det nu heller ikke store Sager de faaer. Hvad Lys angaaer er Hollænderne utrolig lidt forvænte, og i mange af deres Værelser er der et bestandigt Mørke. For øvrigt har man opnaaet en utrolig Færdighed i at lede Lyset ind i Husene ad de besynderligste Om- og Bagveje. Da Husene vende Gavlen mod Gaden, tage de sig kun smaa ud — to-tre Fags Bredde er det almindelige, hvorimod de hyppigt er førte op i fire, endogsaa fem Etagers Højde. Dog finder man ogsaa i Amsterdam mange Smaahuse, der kun bestaa af tro Etager og Kvist. Ved denne Bygningsmaade falder Porten bort af sig selv, den har man hverken Plads til eller Brug for. Fri Gadedør, der i Reglen sidder helt nede