og Svingbroer (draaibruggen), der hales op eller svinges fil Side, naar Dampbaade eller Yachter skulle igennem, medens de mindre Baade naturligvis uden Vanskelighed løbe under dem. Vindebroerne ere forsynede med et ejendommeligt T-formet Hejseapparat med Jærnkættinger ned under Broen. og disse udgøre et af de mest iøjnefaldende Træk ved de hollandske Byer. Nogle af Grachterne ere snorlige, saa at de tillade en at se en umaadelig Strækning, andre svinge stadig. De ere alle uden Undtagelse og i Reglen paa begge Sider beplantede med Træer, store, gamle, bredkronede Elme og Linde, saa at Gaden om Sommeren er som en skyggefuld Allé. Hvad Gaden selv angaaer, maa man dog ikke tænke sig den i dansk Forstand. Da Kanalen spiller Hovedrollen som Færdselsvej, maa Kørebanen indskrænkes det mest mulige, saa meget mere som der skal være en saadan paa hver Side af Vandet. I Virkeligheden er det kun en Strimmel Brolægning, bred nok til at et Par Vogne kan krydse hinanden, og Brolægningen er ingenlunde altid af den behageligste Art. Om Fortov er der ikke Tale, Husenes Trapper, Kælderhalse og allehaande Vareopstillinger optage den Plads, hvor man efter andre Landes Skik vilde søge dem. Heller ikke findes der noget Rækværk langs Kanalerne, det er kun Broerne der er forsynede med saadanne. Ser man sig ikke for, kan man saa let som nogenting gaa paa Hovedet i Vandet. Det er i og for sig mærkeligt, at dette ikke sker hyppigere; men Hollænderne ere af Natur en forsigtig Nation, og den stadige Vane har gjort dem agtpaagivende. At Kanalerne alligevel kræve deres Ofre, forstaaer sig selv; men det sker langtfra saa hyppigt, som man skulde formode, og jeg troer næsten, at Hestene hyppigere end Menneskene plumpe i. „En Hest i Kanalen" er som man kan forstaa et folkeligt Skuespil, der aldrig taber sin Tiltrækning, og