Begejstring, dækker de sig bag et lille lunt Smil; Lykkebegrebet falder for dem uvilkaarlig sammen med Forestillingen om Velvære. Deres Følelser bevæge sig ligesom Englænderens i et dybt og roligt Leje, og ere ikke let udsatte for Omskiftelser. De have en stærk, maaske for stærk Følelse af de materielle Goders Værdi; men, naar de ere vundne for et ideelt Formaal, kan de dog bringe det store Ofre paa Grund af den Karakterens Helhed, der er en af deres smukke Egenskaber. Af Væsen er de simple, Ijærne fra alt Spræl — tomme Komplimenter er ikke deres Sag — og deres Dyder bære de ikke til Skue. Mærkelig nok den Forkærlighed for det franske, som findes hos denne af alle Folkeslag mindst franske Nation. Vistnok er det en stor Overdrivelse, naar man paastaaer, at Hollænderne i Almindelighed tale fransk, eller at det er de dannede Familiers Modersmaal. Sagen er den, at Hollænderne i Almindelighed er meget sprogkyndige Folk, der bevæger sig med omtrent ligelig Færdighed i de tre evropæiske Hovedsprog. Men unægtelig tale de helst (om end ikke bedst) fransk. Dannelsen hos dem har et vist fransk Sving, og naar man kommer op i high-life, bliver Omgangstonen virkelig fransk. Ogsaa i Butikkerne paa Strøget taler man fransk med mer eller mindre Lethed og overfor fremmede vil Hollænderne i Reglen helst slaa over i dette Sprog, da de altid sætte Pris paa en Lejlighed til at lufte deres fransk. Maaske er dette nærmere betænkt ikke saa mærkeligt hos et Folk, hvis Sproggrænse mod Syd er fransk, og som endda til en Tid 1810—13 har været indlemmet i det franske Kejserdømme. Men, som sagt, det stikker stærkt af mod Nationens grundmurede Karakter. Jeg nævnte den hollandske Flegma; man synes en Gang for alle at ville have udtømt Nederlændernes Karakter i denne ene Bestemmelse. Dette bliver dog let misvisende. Mange