Hudfarve har den samme skære Friskhed, man berømmer hos de engelske Damer. Jeg kørte en Gang i Koupé sammen med en Klasse unge Piger fra en højere Pigeskole og havde god Lejlighed til at betragte dem. De var meget barnlige uden noget som helst Forsøg paa at ville spille voksne. Ingen af dem var smukke i strængere Forstand; men paa den anden Side var der* heller ingen, der frastødte ved paafaldende Grimhed, og fremfor alt, de saa alle friske og blomstrende ud. Min Fantasi havde saa særlig let ved at omdigte dem til smaa, hyggelige Husmødre. Det samme Indtryk fik jeg af de unge Piger, jeg saa omkring i de Pigeskoler, jeg besøgte. De udmærkede sig gennemgaaende ved en Ansigtsfarve og et Huld, som vore unge Piger kunde misunde dem. Blandt Damerne træffer man en Del udprægede Blondiner; men den smukkeste Type forekom mig at være den kraftigt mørke. Et kulsort Haar, en dyb Bronzelød, dertil mørke Øjne af en Blødhed og Glans, som jeg ikke mindes at have set andetsteds. Koketteri synes af Naturen at være dem fremmed, de kan være stive, sjælden flagrende. En vis Soliditet synes at være deres Mødrenearv. Jeg har her talt om Middelklassen. Gaaer man ned til de lavere Lag af Befolkningen, bliver Typen naturligvis grovere, især hos Mændene. En kraftig Plumphed er her det fremtrædende, Legemerne ere klodsede og tunge, Ansigterne groft-skaarne, træede og uden synderlig Intelligens. Derimod savne de ingenlunde Karakter, en sejg Stædighed ligger ofte udtrykt i Mundens Linjer og de trevne Træk, der stundom oplyses af et lille Glimt af det, som man i Jylland kalder for „Sløvhed" (en vis Art Fiffighed). Jeg husker en Gang, jeg i en Jærn-banekoupé kørte sammen med nogle .... Kvægdrivere antager jeg det var. Deres robuste Skikkelser, der syntes at tilhøre en anden og større Verdensorden, den utæmmede