Vildhed og Naturkraft, der laa udtrykt i deres Fysiognomier, genkaldte mig for et Øjeblik levende de frygtelige Sø-Guisere fra Spanjerkrigens Tid, og man vilde ikke have følt sig alt for hyggelig i en Koupé sammen med dem, hvis ikke deres hele Optræden bavde indeholdt en Garanti for, at de ikke blandede sig i andres Sager. Maaske var der endda en vis Godlidenhed hos dem. Godmodighed hører vistnok ellers ikke i første Række til Hollændernes Egenskaber, snarere en vis Stridhed (stubbornness); men hos et Folkeslag med den Karakter indøves Respekten for andres Vilje og Indblanderiskhed afvises. Det hedder sig om Hollænderne, at de ikke fornærme nogen’ uden at de selv fornærmes først. Min Erfaring stemmer hermed. Skønt jeg færdedes en Del i forskellige Samfundslag og ofte befandt mig i Selskab, hvor Ordene var høje og Næveslagene dundrede i Bordet, var jeg aldrig Genstand for den mindste Forulempelse. For øvrigt kunde de sidde og skændes frygteligt og slaa drabeligt i Bordet for hinanden uden derfra at gaa over til Haandgribeligheder. Det syntes som om de derved fandt tilstrækkeligt Afløb for deres Ophidselse, og jeg troer, at de snart forsonede sig igen. Skønt de ellers ikke ere Folk af mange Ord, er de dog ret i deres Es i en Disput, og de skændes som de bedste. Maaske, hvad her er udtalt om Hollændernes Fredsommelighed og Holden sig for sig selv, synes vanskelig foreneligt med det Fremmedfangeri og Pengeprelleri, som blomstrer saa frodigt i Amsterdam og overhovedet i alle større Stæder, der besøges af fremmede. Men saa snart Pengene kommer med i Spillet, bliver det et Forretningsspørgstnaal, og i Forretningssager er Hollænderne ikke at spøge med. Man maa ogsaa erindre, at de er Folk, som lever paa gamle Traditioner, og i gamle Dage var det godt Latin at klippe de fremmede saa meget som muligt.