end andre Steder. Hvis der saa endda var et ordentligt Fortov; men dels optages dets Plads af de svære Fritrapper. dels har man anbragt allehaande Tønder og Skubkarrer, Murstabler og Bræddestabler der, hvor Fodgængerne skulde gaa. De stakkels Fodgængere, de har det ikke for godt i dette Land. Ingen har tænkt paa dem og deres Ligtorne. Man maa gaa midt ned ad Gaden (om jeg maa kalde den saa) og klemme sig ind til en Side, naar en tungtlastet Arbejdsvogn med bred og .skiden Fading kommer buldrende ned ad Stenbroen. Hvordan to Vogne komme forbi hinanden her, er mig en Gaade. Navnlig paa en Regnvejrsdag frembyder Heerengracht Skuet af et skrækkeligt Ælte, som der sandelig skal moralsk Mod til at vove sig ud i. Den rummelige Kanal, der nok er sine tredive til fyrretyve Alen bred, er lige saa lidt som andetsteds omgivet af noget Rækværk. Derimod er der plantet to Rækker Elmetræer langs ned med Kajerne . . . En ejendommelig malerisk Udsigt nyder man fra den højt buede Bro ned ad den stilfærdige og dog saa travlt bevægede Gracht, hvor store tungt lastede Pramme stage sig frem paa det rolige Vand, ned over andre lignende Broer til den højt optaarnede Kirke for Enden. Træernes buskede, grønne Løvmasser skjule halvt om halvt de gamle Huse paa begge Sider, saa at man kun over dem fanger et Glimt af en snurrig forsiret Gavl, der aldrig ligner den næste, og skimter de høje Kampestenstrapper med de svajede Jerngelændere. Mange af disse Huse er gaaede i Arv fra Fader til Søn gennem mange Led og staa i alt væsentligt uforandrede, som de stod i Republikens Blomstringstid. Det er Familiesæder, hvor ikke blot den fædrene Rigdom og de gamle Tiders solide Luksus er arvet, men ogsaa meget af de svundne Tiders Skik og Sæd. Men man sætter sin Stolthed i at