I den nyeste Tid er der dog — væsentlig ved Kong Vilhelm den tredies Medvirkning — indtraadt en Forbedring i dette Forhold. Under hans Protektion dannede der sig i Begyndelsen af halvfjerserne et Teaterselskab med det For-maal at hæve den nederlandske Skuespilkunst til et højere Standpunkt. I den Hensigt samlede man ad privat Vej en Kapital paa hundrede tusinde Gylden, og da det var sket, oprettede man en Teaterskole, der skulde uddanne Skuespillere. Det er virkelig paa den Maade lykkedes at hæve Skuespillernes Dannelse og derigennem deres sociale Anseelse og Stilling en Del. Dette Selskab kaldes: Het nederlandsch Tooneel (Tooneel betyder Scene, Teater). Det opfører Udlandets klassiske Værker, Shakspeare, Schiller, Lessing osv. sammen med nederlandske Arbejder. Skønt der allerede i det syttende Aarhundrede udviklede sig en dramatisk Lite-ratur i Holland (Vondel. Brederode o. a.) — og det en Lite-ratur, som til Dels læses og opføres endnu — har Nederlandene dog ikke drevet det særlig vidt i Retning af dramatisk Digtning. Enkelte Forfattere, saasom Justus van Maurik, Schinnnel og Fru Bosboom, have vel erhvervet sig et hjemligt Ry, men det har ikke været større end at det med Lethed har kunnet rummes indenfor Landets Grænser. Det er forstaaeligt, at den dramatiske Kunst ikke, hverken i dens digteriske eller udførende Form, ligger særligt for Nationen. Nederlænderens Temperament er tungt og roligt, og den dramatiske Kunst kræver frem for alt Spændstighed og Liv. En Race, der har saa lidt ydre Apparat, som hjælper sig med saa lidt af (lestus og Mimik, synes paa Forhaand heller ikke noget gunstigt Slof at danne Skuespillere af. Dog maa man vogte sig vel for kategoriske Doktriner. Vor Nation har da heller ikke for megen Yderside, dog gøre vi os til af al have naaet smukke Resultater i den sceniske Kunst, mens