vi gerne have et ironisk Smil for vore meget livligere sydlige Naboers Maade at spille paa. Sælsomt nok har der hos de lavtboende og i det daglige ganske jævne Hollændere boet en Smag for høj Pathos, som har gjort det naturlige saa vel i deres sceniske Kunst som deres Poesi betydeligt Afbræk. Der herskede i al Fald tidligere paa deres Teatre en temmelig hul Deklamation, hvori alle sjælelige Nuancer udviskedes og al Finhed gik tabt. De bedste af de nyere Skuespillere stræbe nu sikkert nok efter at komme bort fra denne Maner; men Rom byggedes ikke paa en Dag, heller ikke er det nogen let Sag at bryde med gamle, indgroede Traditioner. Jeg tør vanskelig fælde nogen Dom efter Selvsyn; thi dels har jeg set altfor lidt af hollandsk Skuespilkunst, dels manglede jeg de indgaaende sproglige Forkundskaber, uden hvilke man vel skal vogte sig for at dømme. Tvende ibsenske Stykker saa jeg i Amsterdam, „ Vildandender opførtes af det kongelige Teaterselskab paa Stadt Schouwburg (det fornemste Teater), og „Nora", der blev spillet paa et „frit Teater", af et Selskab, som jeg tror var traadt sammen udtrykkelig i den Hensigt at bringe det paa Scenen. Man var øjensynlig gaaet til Opgaven med al mulig Pietet, og hele Forestillingen havde, skønt den fandt Sted paa et lidet Varietéteater, en fuldstændig literær Karakter. Den Skuespillerinde, som udførte Noras Rolle, lagde megen Dygtighed for Dagen i de første Akters mere stilfærdige Forhold; men, hvor Lidenskaben faaer Magten, svigtede Evnerne hende, hun magtede ikke at gøre den dybe Sønderrevethed hos dette paa Overfladen saa barnlige Væsen blot nogenlunde troværdig. For Tarantellen var hun meget for tung, og hvor hun i vanvittig Spænding forlanger Champagne, lo Folk. Fænomenet var for fremmed. For øvrigt gjorde det et lidt mærkeligt Indtryk at se Ibsen blive spillet i disse Omgivelser paa et Teater, hvor Folk havde