at have paataget sig et Omtaagethedens Inkognito. Ligger ikke det celebre Tivoli, en af Amstelbyens flotteste Café-chantant’er derinde? Publikum kniber sig sammen paa de snevre Pladser, medens de bredbarmede Damer der oppe paa Tribunen smelde deres Refrain’er ud. Sandheden byder nu for Resten at tilstaa, at en god Del af de sidste er forskrevne udenvælts fra. Især gør Wienerinderne Furore, hvad enten de saa for Resten er ægte eller uægte. Men ved Siden af de større Café-chantant’er er der mindre, alle mulige Grader og Afarter ere repræsenterede, Ølhuse og Taverner og Geneverknejper slaas om den snævre Plads. Alt er Hotel, og indenfor Hotellernes Mure er alt at faa, naar man har Penge. Den amsterdamske Ungdom bliver frygtelig brandskattet af disse Anstalter. Fremmede Søfolk sætte paa et Par Aftener deres møjsomt erhvervede Hyre over Styr. I Sidegaderne er der endnu værre. Obskure Klubber og Logihuse drive der deres Spil, og Politirapporterne hente et rigt Stof derfra .. . Tyveri og Optrækkeri hører der til Dagens eller rettere til Nattens Orden. I disse Uglereder (uilenhols) plyndrer man Folk til sidste Trevl. Fra gammel Tid har Amsterdam nydt Ry for sine veldædige Indstiftelser. Allerede Pontoppidan skriver i sin ovennævnte Bog: „Af omløbende Betlere vil man her til Lands ingenlunde vide at sige. Man anser dem som det borgerlige Selskabs aabenbare Fjender.“ Man havde derfor indrettet en hel Række af Stiftelser af forskellig Art, der skulde skærme Folk mod at komme i den yderste Nød. Man havde Friboliger for gamle Mænd og Koner (Onde mannen en vrouwen huisen), hvor udslidte gamle optoges og plejedes, og med hvilken Alvor man tog sig af denne Sag, kan ses af den rige Udsmykning, man har ladet den Slags Hospitaler blive til Del. I Bestyrelserne for slige Anstalter sad de fornemste og