flere Slags. Rubens har malet nogle, som ere af en ganske jordisk Beskaffenhed, og som af det overnaturlige ikke synes at have beholdt stort mere tilbage end den glatte Hale. Der er ingen Mystik over dem. Tværtimod. De synes udrustede med en grovere Jordiskhed end denne Jords almindelige Døtre, det er Damer, som veje deres tolv Lispund .. . Maaske ere Amstelflodens Najader af den Art. Fra gammel Tid har Amsterdam nydt Ry for en vis Slags Livlighed. De gammel-hollandske Genremalere have malet nogle Prøver. Jan Sten i Spidsen. At den Slags Lystighed heller ikke er døet ud i det tørre attende Aarhundrede, kan man faa bekræftet af den lærde og ærbare Biskop Pontoppidan. Thi i sin Bog om Menoza, den asiatiske Prins, der drog Verden rundt og søgte Kristne, lader han Prinsen fortælle, at da han nærmede sig Amsterdams Porte, saa han uden for Byen et Optog af Vogne med Musi-kantere, som kørte foran, og som efterfulgtes af et Par gemene Karle, der hujede og svingede med Hattene. Da han spurgte, hvem det var, svarede man: Heeren van drie weeken (Tre-Ugers-Herrer). Endnu den Dag i Dag er der nok af Tre-ugers-Herrer. og Treugers-Herrerne byde Amstelnajaderne op til Dans, og under Støvletrampen og hujende Lystighed gaar Dansen fort til den lyse Morgen. Det egentlige Tempel for disse Præstinder er den lille Gade Nes, der ligger i Nærheden af Dam. Ikke bredere end at en Vogn med Nød og neppe vilde kunne passere den, lægger man knap Mærke til den om Dagen, for saa vidt man ikke kender den. Men om Aftenen og til den sene Nat presser der sig en Strøm af Mennesker ind i dens snævre Leje, og fra Ende til anden genlyder den af Sang og Strengeleg. Man tænke sig nu ikke nogen Holmensgade! Paa ingen Maade. Enhver kan være bekendt at besøge den uden først