sig, at det kun er en beskednere Brøkdel af deres Værker. Hollænderne selv har beholdt. Maaske skyldes det endda mere en gunstig Skæbne end Klogskab og Forsynlighed, at der dog er blevet saa meget tilbage, som der er . . . Naar man nu kommer til Amsterdam, finder den besøgende alt lagt saa nemt som muligt til Rette for sig. I det store, nye Rigsmusæum er — med Fradrag af et Par private Musæer — samlet saa at sige alt, hvad Byen rummer af Kunst. De gamle Billeder, der tidligere fandtes spredt omkring i snævre og slette Lokaler, der var byggede med helt andre Formaal for Øje, end at tjene til Udstillingsrum for Malerier, have faaet Plads og Luft. Selve Bygningen er anlagt paa at danne som en værdig Ramme om saa store Skatte. Og dog vil maaske en og anden af disse altid-util-fredse drage et lønligt Suk ved Erindringen om den gode, gamle Tid. De gamle Huse, hvori de hang, var ganske vist ikke saa flotte og de bød paa daarlige Belysningsforhold, men det var alligevel, som 0111 de var mere i Familie med Billederne, de var deres jævnaldrende og havde Historie til fælles med dem. At omplante et gammelt Regentbillede (saaledes kaldte man de Billeder, der fremstillede Bestyrelsen for en eller anden Stiftelse) fra det Hospital, hvor det har hængt i to hundrede Aar, til et moderne Galleri, der ikke har anden Historie end de pekuniære Vanskeligheder, der maatte overvindes, før det kom paa Benene, er som at rive det løs fra dets Jordbund. Hvem føler ikke, hvor meget af deres Fortryllelse Memlings-billederne i Brugge skylde deres Forbindelse med det gamle Johanneskloster? Hvem vilde ikke føle det, som en Art Helligbrøde, om man vilde føre dem bort derfra for at indlemme dem i en eller anden moderne Samling med Ovenlys og galonerede Opsynsmænd og Konditori? Vilde ikke disse Børn af en barnlig, helgenfrom Fantasi føle sig fremmede i