og en Begravelse i Holland tager sig omtrent ud som en Begravelse andetsteds. Derimod er Bedemanden (de aanspreeker) endnu en ejendommelig Figur, en Rest af en svunden Verden, som det sømmer sig hans Kald, der bestaar i at minde Menneskene om deres Forsvinden. Ret jævnlig ser man ham bevæge sig rask afsted mellem Gadens travle Menneskevrimmel. Paa Hovedet bærer han et opkrampet, blød Filthat, som man brugte dem i forrige Aarhundrede, og ned fra denne hænger der et langt, sort Slør, der svæver efter ham som en allegorisk Guirlande. Knæbenklæder, sorte Strømper og Spændesko fuldende hans Paaklædning, og da han dog, trods alt, ikke er mere end et Menneske, saa bærer han undertiden en Paraply under Armen. *

Malerier.

Hvor mange Tillokkelser Amsterdam end besidder, og jeg haaber i det foregaaende at have gjort det klart, at den har saadanne, der vilde alligevel ikke komme saa mange fremmede til Byen, om det ikke var for Maleriernes Skyld. For selv om Folk ikke har saa forskrækkelig megen Sans for Kunst, og maaske ikke saa nøje har afsøgt deres eget Lands Samlinger, saa geraader de altid i en vis Kunstekstase, naar de komme paa Rejse, og de, som komme over Holland, føle sig i Reglen forpligtede til at tage de gamle Hollændere med. Skønt ikke for det: de gamle Hollændere ere jo vandrede ud over den ganske Verden og have gjort sig Disciple blandt alle Folk. Hvert Land, hvert Galleri, ja saa at sige hver større privat Samler har jo faaet sin Del i denne rige Høst, og, ser man nøjere til, vil det maaske vise