de fleste Skyltestykkers sirlige Opstilling og beregnede Arrangement, er der her et Præg af Tilfældighed, der ikke giver et impressionistisk Øjebliksbillede noget efter. Og dog er hver af de seksten Figurer, der findes paa dette Lærred, et Portræt, og det vides, at hver af de portræterede betalte Rembrandt hundrede Gylden for sit Billede. Det blev hængt i Kompagniets Gildehus, hvor det fik Lov til at hænge til ind i det attende Aarhundrede. Siden har det vandret igennem forskellige Hænder og døjet ublid Medfart. I forrige Aarhundrede lod man det uden Følelse for dets Værdi afhøvle i Kanten, for at tilpasse det til en Væggeplads, man havde tiltænkt det. Dette attende Aarhundrede, hvilke Vandalismer det begik paa sit store Opdagertogt! Ved denne Prokrustesafhøvling er to af Figurerne gaaet tabt, og Helheden i Billedets Komposition forstyrret. Men, det er ikke den eneste Overlast, det har lidt. Det er ogsaa gentagne Gange blevet overmalet, saa at det jo ikke er den ønskeligste Prøve paa Rembrandts Penselføring. Saa meget mere maa det beundres, at et Billede, der har gennemgaaet saadanne Hestekure, endnu kan straale med saa megen Glans. Rembrandt har visselig malt Billeder, hvis sjælelige Indhold er langt betydeligere end dette, men hvad Koloritens Liv og Varme angaar, har han aldrig fejret større Triumf. Faa Skridt herfra — i samme Sal — hænger Van der Helsts Skyttemaaltid. Ogsaa et berømt Billede, og med Rette. Rembrandt og Van der Helst — underligt nok — som de mødtes og fulgtes i Livet, saa mødes og følges de efter Døden. Men, naar det i levende Live var Van der Helst, der fortrængte Rembrandt, saa hævner Rembrandt sig kongeligt efter Døden ved at bære Van der Helst op. Som en Planet har Skyttemaaltidet fulgt med Rembrandts Nattevagt og delt dets Glans.