Vandet er ganske stille. Det mørknes i Øjeblikket af en sortblaa Skydrive, der hænger der ovre over Toldhuset, og som lader de kredsende Maager skinne endnu mere kridhvide. Rundt om ligge de flade Kyster, kun Amsterdam tegner dristig sine Husmasser, sine Taarne og Kupler op mod Graa-vejrshimlen, og den tager sig ud. Lige agten for skimtes Het Ij’s Udløb i Zuidersøen. Det begynder at stænke; blødt og boblende falde Regndraaberne i det stille Vand. Snart se vi foran os den mægtige Bro, som fører Jærnbanen over Nordsø-kanalen; men vi svinge til højre ind ad Zaanen, den lille Flod, der har givet Zaandam Navn, og have nu umiddelbart foran os Byen med sine græsgrønne Huse og røde Vejrmøllevinger, en kraftig Farvesætning, som absolut maa tiltale et Barn. Vejrmøllerne ere en zaandamsk Specialitet — ikke saadan at forstaa, som om de andre Byer i Holland skulde mangle dem, de have alle deres rigelige Forsyning; men i Zaandam optræde de endemisk. Fire hundrede, siger Bådecker, at der er, og, naar vi forudsætte, som vi med temmelig Sikkerhed kan, at hver af dem har fire Vinger, giver det i alt seksten hundrede Vinger, og naar den lille, grønne By begynder at røre dem paa en Blæsevejrsdag, ser det ud, som om den skulde flyve væk med Vildgæssene. Disse Møller male naturligvis ikke Mel alene. Mange ere Savmøller, andre male Olie, Gryn, Farve, Gement eller Papir. Forbavset over at se en saadan Masse Vejrmøller i Virksomhed, spurgte jeg en Hollænder, hvor det dog kunde være, at man ikke hellere anvendte Damp, hvortil han svarede med filosofisk Ro: Naah, Vinden er dog billigere. For Resten er Zaandam ikke nogen helt ubetydelig By. Den har i det mindste en Snes tusinde Indbyggere, hvor iblandt et klækkeligt Antal Millionærer, hvilket taler for, at man kan komme et godt Stykke med Vinden alene, naar den