i det mindste i den Forestilling, at de have en ganske righoldig Literatur, og at de ogsaa paa det literære Felt have gjort Evropas Svingninger og Bevægelser med, og det synes ikke at genere dem videre, at de ikke have formaaet at afvinde Udlandet mere Interesse for deres Bestræbelser. En literærhistorisk Professor, som jeg nu og da traf sammen med, omtalte vor Literatur med venlig-nedladende Interesse, men betragtede det som en Selvfølge, at den ikke kunde taale nogen Sammenligning med Nederlands. Saasnart Talen er om aandelige Værdier, bliver Spørgsmaalet altid: for hvem, alt afhænger af det Synspunkt, hvorfra Sagen betragtes. Kun saa meget kan slaas fast, at saa længe Udlandet ikke har forsøgt gennem Oversættelser at gøre sig bekendt med de Værker, Hollænderne selv betragte som toneangivende, maa det opsætte sin Dom. En Hovedanstødssten er Sproget. Dette Sprog, der kun tales af nogle faa Millioner, frister ikke til Studium, og dertil kommer, at det — vistnok med Urette — nyder en vis Ringeagt som et Dialektsprog, et plumpt Medium, der ikke ejer Udtryk for mere forfinet Kunst. I hvert Fald har ikke en Gang de allestedsnærværende Tyskere ladet det være sig magtpaaliggende at skaffe sig en samlet Oversættelse af Hilde-brands berømte Camera obscura, denne Bog, der er som en Mikrokosme af det hele Holland, med alt dets Væsen og alle dets Egenskaber, og som blandt sine Landsmænd nyder en lignende Popularitet, som David Copperfield i England . . . Det synes nærmest, som om Tilfældet har været raadende med Hensyn til, hvad der omplantedes, og ingen udenlandsk Kritiker af Rang har søgt at kaste Lys over disse afsidesliggende Felter. Omvendt synes Hollænderne stadig med vaagen og agtpaagivende Opmærksomhed at have fulgt Aands-livet i de store Kulturlande og at have tilegnet sig deraf,