hvad der var foreneligt med deres Naturel og Forudsætninger. Den aandfulde Busken Huet (Romantikens Kritiker) har i sine „Fantasier og Kritiker" ladet en stor Del af Udlandets ledende Aander passere Revy, og i hollandske Tidsskrifter behandles Fænomenerne i de store Landes Literatur med mere ind-gaaende Opmærksomhed og Fortrolighed, end det er Tilfældet hos os. Det er tidligere omtalt, at Hollænderne allerede i det syttende Aarhundrede sammen med deres store Malerkunst havde en ret frodig literær Blomstring, hvori deres gennem Frihedskampen vundne, nationale Selvbevidsthed gav sig Udtryk. Allerede paa dette tidlige Tidspunkt viser sig den Dobbelthed, der er ejendommelig for Nederlænderens Aandsliv. Vondel skabte i sine Tragedier et Udtryk for Pathos og abstrakt Idealisme, medens Jacob Gats indsmigrede sig hos Nationen ved sin mere grovkornede og plumpe Spas og sine Skildringer af Familielivet i dets Nøgternhed. Med det attende Aarhundrede indtraadte den hollandske Literatur i en forholdsvis Dvaletilstand. Den usympathetiske og tomme Willem Bilderdijk fandt ingen ret Klangbund for sine reaktionære Lovprisninger af Konge- og Kirkemagt. Først omkring 1830 gaar der atter et frodigere Pust gennem Hollands Aandsliv. Det er den fra Frankrig og England indtrængende Romantik, der sætter Sindene i Svingning. Nationale og folkelige Ideer tage Digterne fangne. Verden udvider sig op- og nedadtil. Man aner større Følelses-Dybder bag ved Forfædrenes tomme Begrebs- og Systemverden. For øvrigt gentager den omtalte nationale Dobbelthed sig ogsaa her indenfor den ny Ramme, der overhovedet rummer de største Temperamentsmodsætninger. Nicolaus Beets (nu Præst i Utrecht) henkastede under Pseudonymen Hildebrand med let og lykkelig Haand en Række løst forbundne Skildringer af