vistnok den af de unge Forfattere, der er videst kendt. Han har skrevet en Roman: Den lille Johannes, en smuk Bog, udmærket ved indgaaende Fortrolighed med Barnets Følelsesliv og stemningsfulde Naturbeskrivelser. I let skrevne, muntre Komedier har han behandlet, hvad man med et lidt massivt Ord plejer at kalde for sociale Spørgsmaal. Flere af dem have gjort megen Lykke ved Opførelsen paa Nationalteatret i Amsterdam. Hans sidste Forsøg i denne Genre var en aristofanisk Komedie, ved Navn Don Torribio, hvori han harcellerer over Kongedømme og Hofvæsen. Men, efter at han har ladet Omstyrterne befordre Kongen og hele hans Hof ud af Vinduet, vender han pludselig sin satiriske Blink-Lygte og viser nu Radikalisterne i deres hele menneskelige Nøgenhed, smaa Lidenskaber og snævre Synsvinkler for store Ord og himmelhøje Idealer. Stykket er maaske lidt formløst, men der er meget Salt og Lune deri. Nationalteatret i Amsterdam, som Komedien blev tilbudt, maatte som statsstøttet Institution frabede sig den, da det frygtede for at vække Anstød paa højere Steder. Videst naaer dog vistnok Frederik van Eeden i sine Vers, disse Vers, der ere saa sjælfulde, saa mimoseagtig fine, duggede af Skumringstimers Vemod, hvor Dagens Lyd døer bort og Drømmene nærme sig paa sagte Fodtrin. En inderlig Medfølelse med al Lidelse er Grunddraget i hans digteriske, som det er det i hans menneskelige Personlighed. Hans Sjæl er formet saa sprød og fin som en Klokke, der giver Genlyd af hver Klang, hvert Indtryk, der naaer den udefra. Han synes at være et af disse helt gode, nervøst-moderne Mennesker, i hvem den sidste Rest af egoistisk Selv er opløst i sympatetisk Forstaaen. Betegnende for hans idealistiske Tro paa den milde Menneskeheds og den humane Retfærdigheds Magt er det aabne Sendebrev til den russiske