Kejser, som han for et Aars Tid siden udsendte, hvori han i manende Ord minder ham om al den Sum af menneskelig Liden, han daglig forvolder, og spørger ham, hvor han som Familiefader og Kristen tør paatage sig alt det Ansvar. Mange vil finde det naivt; men Frederik van Eeden spørger aldrig mistrøstig sig selv, hvad Virkning hans Ord vil have, han taler, fordi han maa. Var han født Russer, vilde han for længst, ligesom sin aandsbeslægtede, Dostojewsky, være bragt til Tavshed i de siberiske Gruber; ti han er en fanatisk Menneskeven, og al beregnende Klogskab er ham fra Fødslen fremmed. Det er betegnende for hans Naturel, at han har kunnet skrive et stort Elskovsdigt, hvori der ikke findes et sandseligt Udtryk, ikke et Ord, der dvæler ved det rent legemlige hos den elskede. For ham bliver det legemlige kun en Udstraaling af Sjælen, og lians Digt er derfor blevet en Hymne . . . Eftermiddagen tilbringes med lange Spasereture i Omegnen, der er malerisk, med brede Lyngsletter og bugtede Gangstier, som sno sig gennem Purreskov, hvor de vilde Kaniner smutte en forbi. Jeg véd ikke hvorfor, men der er i disse Omgivelser noget, der uvilkaarlig paatvinger mig den Forestilling, at jeg er henflyttet til Rusland. Der er ogsaa noget i min Værts elskværdige, blødt-melankolske Natur, der passer godt ind i denne Forestilling. Desuden er Egnen saa besynderlig mennesketom, saa stille, især mod Aften. Ingen rullende Vogne, ingen halsende Hunde. De enkelte menneskelige Vaaninger synes at duve sig og forsvinde ind under Mørket. En anden hollandsk Digter, Herman Gorter, slutter sig til os. Han er kommet herover fra Amersfoort, hvor han er Adjunkt. Han er ganske ung, rødmusset og tæt bygget. Sportsmand til Liv og Sjæl. I det lille Traktørsted under de høje, mørke Trækroner indtages Kaffen. Saa vandre vi videre