hen ad den faste Chaussé, hvor der er lagt Skinner for en Trækbane. Et Lokomotiv kommer hvæsende os i Møde med nogle Godsvogne efter sig. Her har vi det højeste Punkt i Omegnen, siger Van Eeden, og planter sin Stok i Gruset. Seks Meter over Havfladen. I et Land, hvor man hyppig befinder sig under Havets Niveau, er det allerede meget. Vi besøge Naarden. Medens Skumringen vokser sig tættere, gaa vi forbi gamle Huse, gennem genlydgivende Porthvælvinger, hvorfra Fortidens Skygger synes at vokse ud. Det hule Ekko vækker Tankeforbindelser, Erindringer fra Spanjerkrigens Rædsler. Den Gang var det ikke let at være Hollænder, siger jeg. Nej, men heller ikke saa kedeligt som nu. svarer Van Eeden. Mørket falder tættere. Vi vende hjem til den lille, venlige Doktorbolig, sultne og trætte. Børnene er til Ro. Der er stille i Huset. Lampen bliver tændt, og nu læser Van Eeden Vers for os i det hollandske Sprog, som er hans Stolthed. For ikke ugæstfrit at lukke Døren mellem mig og min Læser, vil jeg prøve at lempe en Oversættelse af nogle af disse Strofer. <table o> <td c>

Ellen

<td><footnote>Brudstykke af et större Digt: „Ellen, en Sang om Smerten.“ Amsterdam 1891. Elskoven er her gennem Livets fælles Smerte lutret til en stor, dyb, sjælelig Sympati. Samtidig er der over hele Digtet en Mystik – det moderne Menneskes hellige Undren over Tilværelsesgaaden.</footnote>. <td 2 c>(Af Frederik van Eeden.) <td 2><poem></poem> O blege Rose paa den tørre Hede, sygnende paa din brudte Stængel. Blomst, der faldt i grove Hænder og blev kysset af Læber, hvem selv Jorden er for hellig, den Jord, hvori Du gror. Hvis ej min Taare, hvis ikke Aandepustet af min Stemme krænker din Krones skære, blanke Hvidhed, </poem> </table>