Haarlem, Blomsternes By.

* Don´t forget Haarlem, sagde den jødiske Diamanthandler, sammen med hvem jeg nu og da tilbragte mine Aftener paa Amsterdams Panoptikum, lyttende til det wienske Dameorkester, der underholdt det paa røde Fløjelssofaer henslængte Publikum. Jeg vilde nu ikke have glemt den alligevel. Den lille By med det velklingende Navn har staaet for mig i en hemmelighedsfuld Glans, siden jeg en Gang for snart mange Aar tilbage paa Udsigtsbænken i en fynsk Herregaardshave hørte den omtale med en Begejstring, som selv fynske Godsejere sjælden lade sig henrive til. Og vel at mærke: det var ikke Zwieblerne det gjaldt, det var virkelig Frans Hals, som den Gang næppe var et kendt Navn herhjemme. For Frans Hals’ Skyld skal man se Haarlem. Og naar man en Gang har gæstet den, vil man indskrive den blandt de hellige Navne i sit Hjærte. Af en Valfart at være er Turen nem. Det er som at køre fra København til Klampenborg. Hvert Øjeblik afgaar de lange Tog fra Centralstationen i Amsterdam, hvor man har Valget mellem Algemeene Handelsblad og Het nieuws (nihvs) van den Dag, og før man faar dem læst, holder man foran Stationen i Haarlem.