to hundrede Gylden, og nogle Aar efter maatte Malernes Gilde eftergive ham hans Medlemskontingent. Og vel tilstod Byens Raad ham først forskellige midlertidige og siden en fast aarlig Understøttelse, men alt dette rakte dog næppe videre end til at holde den værste Nød fra Døren, og da han døde i 1666 i den høje Alder af to og firs, maatte han efterlade sin Enke til Offentlighedens Omsorg. Hvad end Frans Hals var eller ikke var i den Tid, han sled Brolægningen i Haarlem, saa indtager han nu ubestridt sammen med Rembrandt Forsædet i sin Tids Kunst. Efter i det meste af et Par Aarhundreder at have været nedsunken i forholdsvis Forglemmelse, vakte Avktionshammeren paa lon-donske Avktioner atter Opmærksomhed for hans Navn. Og, da Kunstenthousiasterne først havde faaet fat paa ham, tøvede de ikke med at genindsætte ham i alle hans Rettigheder. Lad være, at Rembrandt er den største, at han har malt større Dybder, spænder over større Vidder, jeg tilstaar, at som Maler er Frans Hals mig kærere. Det er vel sandt, at han mangler det Dybsinds Skær, der lægger ligesom en Glorie over Rembrandts Arbejde; men han erstatter det ved sit Temperaments henrivende Varmblodighed. Han er saa helt sig selv, hver Tomme. Ingen Maler har som han vidst at gribe Menneskene i deres lystige og ubekymrede Øjeblikke, at kaste dem med en momentan Voldsomhed ned paa Lærredet, saa at de staa der i hele Livets bevægelige Fylde. Det hedder sig ogsaa, at han skal have udført sine Billeder utrolig hurtigt. Der fortælles en Anekdot derom, formodenlig er den apokryf; men ogsaa Mytherne have jo deres Sandhed. Det fortælles, at den store, flamske Portrætkunstner Van Dijck en Dag rejste gennem Haarlem og tik Lyst til at kigge ind til sin berømte Kunstbroder Frans Hals. Han var til-fældigvis ikkr hjemme, og da han ikke var kendt personlig