langs med Rhinen, hvor Gaden breder sig til et aflangt eller rettere flere aflange Torve med skraat Fald ned mod Floden, der her ikke syner stort mere end en almindelig Kanal. Ydmygende nok kalder man den da ogsaa for Galgewater. En overbygget Bro med Piller og skinnende kalkhvidt Tag, Kornbroen kaldet, afslutter det lange Perspektiv. Paa disse Torve er der altid Liv og Færdsel, men især paa Torvedagene, og da det netop var en Lørdag, jeg kom til Leiden, drev jeg derned og blandede mig i Stimlen. Gamle randrusianske Erindringer vaktes i mit Sind; ti de Vadmelsbønder, som her skubbede sig om mellem hverandre, genkaldte mig levende den bevægede Lørdagsvrimmel op og ned ad Randers Store-Gade og Raadhustorv. Kun optraadte mine brave Kronjyder med mere Værdighed, og deres sølvbeslagne Merskumspiber maatte jeg savne. Ostene var heller ikke de slibestensformede med gule Safranspletter, men nogle violet-farvede, kuglerunde Tingester. Lange Borde fandtes her med Udstillinger af billige Galanterivarer, af Viser og Bøger, medens Lervarer og Husgeraad var udstillet paa den bare, nøgne Stenbro. Rundt om Bordene og opad den smalle Midtergang trængtes en gabende og maabende Menneskemængde, der i dyb Andagt fulgte det mundrappe Foredrag af de øvede Markskrigere. Det er mærkværdigt, hvor veltalende disse ordknappe Hollændere kan blive, naar det gælder om at anbefale deres Kram. Saa flyder Ordene i en aldrig stansende Strøm fra deres Læber, og de forstaa at anslaa netop den Tone, som tiltaler deres Publikum. Af og til, naar en af de flinke Ilandelsmænd havde talt længe og, for at understrege Virkningen af sine Ord, dundret kraftig med en Stok i det foranstaaende Bord, hændte det, at en gammel Bonde med en lodden Kabuds, halvt hypnotiseret af saa megen Veltalenhed, begyndte at grave i sin favndybe Lomme, til han