fik Portemonnaien halet op, hvoraf han fremtog de ti eller tolv Cent, hvorom det drejede sig. En Tid tilfredsstillede det min selskabelige Drift at blande mig i dette summende Mylder og at lade mig glide med Strømmen, da min Mave paa en kategorisk Maade begyndte at gøre sine Krav gældende. Jeg havde længe været sulten; men endnu var det ikke paa min Omvandren lykkedes mig at træffe nogen Restavration, der saa indbydende ud. Nu traf mit Blik tilfældig en Goliath af Politibetjent, der stod ledig paa Torvet og hensunken i filosofisk Grubleri stirrede ud over Mængden. Saa høj var han, at der magelig kunde være blevet to Politibetjente af ham, hvoraf ingen skulde have skæmmet sin Stand. Jeg fik en Idé. Hvad om jeg spurgte ham. Først kredsede jeg i nogen Tid om ham, mens jeg i Hovedet redigerede den Sætning, hvormed jeg vilde indføre mig. Den begyndte: Mijnheer, ik ben hier een vreemdeling . .. Jeg stillede mig lige under ham og søgte at henlede hans Opmærksomhed paa mig ved at udføre den bekendte gymnastiske Øvelse, der hedder Bøjning af Hovedet tilbage og fremad, og da hans martialske Blik traf min Næsetip lige i det Øjeblik, den var paa sit højeste, benyttede jeg mig af dette Sammentræf til at bede ham anbefale mig en god Restavration. I nogen Tid stirrede han forskende paa mig ud fra sit teutoniske Ansigt, som om han overvejede, hvilken skjult Rænke, der kunde ligge bag mine Ord. Men mit Udseende maa vist have beroliget ham; ti nu sagde han i en ganske menneskevenlig Tone: Wil u eten, Mijnheer? Jeg nikkede energisk. Med paafaldende Lethed satte han sit lange Register i Bevægelse og skred foran, og nu gik vi igennem forskellige Stræder og Gader, indtil vi stansede udenfor et anseligt Hus i Breestraat, der med store Bogstaver over Døren var betegnet som Restavrant. Han tog et Tag i Klokke-