« kunde have det ganske for sig selv og dog lytte efter Gæsternes højrøstede Samtale, der blev dobbelt højrøstet, naar de slog ind paa Forhandlingen af et eller andet Dagsspørgsmaal. Mange Gange morede jeg mig over at iagttage den Alvor, hvormed de kunde forfølge en saadan Diskussjon af et religiøst eller politisk Æmne, siddende i en aflang Kreds om Bordet. Skønt det drejede sig om rent theoretiske Spørgsmaal, lød det dog som et gement, personligt Skænderi, og ofte støttede de deres Argumenter ved vældige Slag i Bordet. Skønt man kunde mene, at Værten havde en vis Forpligtelse til at holde sig nevtral eller mæglende, var han netop en af de aller lidenskabeligste, og tidt, naar han havde indladt sig paa en Diskussjon om Skolespørgsmaalet eller Liberalisme kontra Katholisisme, forivrede han sig saadan, at man maatte gentage en Ordre flere Gange, før han var i Stand til at opfatte den. Midt paa Gulvet stod den lave, firkantede Kakkelovn, hvorfra lange Rør løb gennem Værelset i hele dets Længde, økonomisk fordelende Varmen over det store Rum. Henne ved Buffeten udskænkedes det lyse Gerstebier under Kulsyretryk fra Trykpumpen, medens den rødkindede Opvarter (Jan kaldte man ham her efter gammel Skik) summede omkring paa sine Pampusser og stilfærdig, men ogsaa noget senfærdig, efterkom de højrøstede Ordrer. Det var just det rette Sled for mig. Her kunde jeg i al Ro og Mag iagttage Borgerskabet i dets daglige Leben. Se uden at ses og lidt efter lidt leve mig ind i Forholdene og i Samtalen. Vilde jeg have Ensomhed, kunde jeg trække mig tilbage til de øvre Gemakker, til de Eetzaal, et tofags Værelse med Udsigt ud over Rhinen. Det var holdt i en noget anseligere Stil end Gæstestuen, med Voksdugssofa og Stole med rødt Betræk.