En underlig Ting disse Sengeomhæng, det er jo næsten som paa Spaniernes Tid. Ue har givet mig en dobbelt Hovedpude, og mellem dem ligger mit Ur og tikker sin lille, urolige Melodi. Jeg selv er heller ikke rolig, jeg er saa underlig fortumlet af Indtryk; det er ligesom jeg glider væk og bliver borte for mig selv i dette Mørke. Maaske er det netop fordi alting er saa stille omkring mig. Der stiger ingen Lyd op af dette Nattens sorte Hav, det er, som om Verden er død. Og saa er det i Leiden. Alligevel faldt jeg i Søvn, saadan en underlig død-lignende Søvn. Jeg ved ikke, hvordan det gik til, men i Søvn faldt jeg og sov fast. Men hen paa Natten vaagnede jeg igen. Var det en Larm, et Fald af noget tungt, en Gæst, der var kommet sent hjem og traadte fejl i Trapperne. Jeg véd det ikke. Jeg véd kun, at jeg pludselig var vaagen og laa og hørte efter Klokkespillet paa det gamle Raadhus. En underlig, frydefuld Melodi, der lød saa sørgmodig-jublende gennem Mørket, som var det de døde, der nu havde rejst sig og holdt Fest: Wien Neerlands bloed — Jeg lyttede i Spænding. — Hvad vilde der ske? Det var, som jeg ventede nogen eller noget. Da slog Klokken i Pan-kratiikirken to. To underlig dybe Slag. Aldrig har jeg hørt en Klokke have saa malmfuld en Høst. En overtroisk Rædsel jager mit Blod afsted, dirrende i liver Nervestreng. Jeg er lydhør nu, jeg kan høre Aandernes Trin . . . Hvor længe jeg har ligget saadan, véd jeg ikke; men jeg ligger som en skindød, ubevægelig, med Øjet urokkelig fæstet paa Væggen lige over for mig. Da pludselig begynder Værelset at forlænge sig som en Kikkert eller et Fotografiapparat,