svundet ind til en ganske lille Urskive . . . jeg hører det dikke derinde, saa uroligt, og Lyset er slukket — nu er der kun Jernstængerne tilbage for min Rude, og jeg véd, jeg er Fange. Jublen døer hen derude, som en rullende Haanlatter skyller den bort i Natten; men midt gennem Mørket lyder endnu: Wien Neerlands bloed . . . dæmpet, ganske dæmpet, og alt imens triller den kolde Sved ned ad min Pande. Da pludselig lysner det atter; men nu falder Lyset underlig blaaligt som i Fru Løhrs Taagebilleder. Til Helvede! Det er intet Fotografiapparat, det er et Kalejdoskop! — Jeg ser gennem Glasset: det samme Torv; men nu staar der en stegende hed Middagsbrand ned paa Brostenene derude, en fortærende Sol! Græsset krymper sig vaandefuldt under dens Stik, det krøller sig spiralformigt op og svides bort — i min Hals føler jeg den fortærende Brand. Rundt om ligge afgnavede Skeletter og imellem dem Mennesker, mere hentærede end Skeletterne selv. Og nu ser jeg Menneskene røre sig, de bevæge sig hen imod Skeletterne, og, da de naaer dem, trykker de dem til sig. Da slaa Skeletterne deres Øjne op, de vende dem imod mig, de hule, de hæslige Øjne. Det er dette Øjeblik, jeg har frygtet for. Forfærdeligt, at det skulde ske. Overgiv jer! raaber jeg. Hellere leve med Skam, end dø saadan; men Stemmen bliver halvvejs siddende i min Strube. Da vende de alle de magre, truende Hænder imod mig, hundrede knyttede Dødningehænder, mit Hoved bliver saa tungt, det synker, jeg styrter forover mod Ruden. Ruden gaar op ved Stødet, jeg gaar igennem den, og en Stemme siger i mit Øre: Kommer Du endelig? Vi har ventet Dig længe. Vi troede næsten, Du var blevet hos Spanierne. Oranien har skrevet. Ved disse Ord udbryder der en vild