Jubel af mange Stemmer. Jeg hører et Sus over mig og ser op. Luften er fyldt med en Sne af hvide Duevinger — deres Flagren lyder som Kanonskud. Ser Du, siger den høje Hellebardist, der talte til mig først, og peger op: Havet kommer! Nu først ser jeg, at jeg staar paa Hengists gamle Borg med den tandede Ringmur, og de hvide Frugttræer blomstre og strø deres Sne. Det er det, jeg har taget for Duevinger. Og langt ude kommer Havet vandrende, store, graa Bølger med Løvekamme. Oranien rider dem, og naar han træder dem med Fødderne, spiller det store Orgel i Haarlem: Wien Neerlands bloed. Han er ikke Nederlænder, siger en af Mændene og ser skarpt paa mig, han er født paa Kristians-havn. Jeg føler Taarerne komme mig i Øjnene. Jeg ser mig rundt i Kredsen. Er der ikke én, der vil tage mig i Forsvar. Hvor de ere skæggede og solbrændte disse Mænd, stolte i Rejsningen. De kan leve og dø. Og jeg gribes af en uhyre, en vanvittig Lidenskab for dem — mit Hjærte fænger og begynder at gløde, det bliver til en Sol, der ruller sine gyldne Flammer ud over dem alle; ti nu kender jeg dem, det er Skytterne fra Frans Hals’ Skyttebilled i Haarlem, derfor elsker jeg dem. Men de vedbliver at se saa underlig vantro paa mig, som om de ventede i mig at se en Forræder. Da med en uhyre Kraftanstrængelse river jeg mig løs og kaster mig i deres Arme. Tag mig, siger jeg, jeg har aldrig været Spanier. Aldrig! Hvor kunde 1 tro, at jeg kunde lade mig fange af disse vandrende Harmonier og brægende Lægprædikanter og af ham, denne kardinalskæggede Wilhelm Beck. Jeg véd jo nok, at han ligger derude i Lei-dersdorf og drikker paa vor Undergang med sine fanatiserede spanske Fruentimmer. Ikke en ærlig Blodsdraabe er der i dem. Vort Liv vil de forgifte os fra deres pestbefængte 13*