helt bortslidt af Kirkegængernes Fodtrin. Folk vedblev at komme, uden at det egentlig fyldte meget i det store Rum. Damerne mødte med deres smaa stoofjes (Fyrskamle) under Armen, som de anbragte under Fødderne, saa snart de var komne til Sæde. Jeg saa hen over Stolene og studsede. I Stolen tæt foran mig sad en før Mand nok saa ugenert med Kasketten paa. En højt opposet Kasket å la Hollandaise. Mit Øje for-argedes. Hvor kunde han glemme at tage Kasketten af. Men nu saa jeg en til tæt ved, der sad nok saa stift med Hatten paa. Og alt som jeg lod mit Blik vandre hen over de forsamlede, opdagede jeg flere og flere, der havde beholdt Hovedbedækningen paa. Graa Hatte, sorte Hatte og Kasketter saas imellem hverandre. Hist og her sad nok en og anden med bart Hoved; men de var neppe nok til at kunne konstituere nogen Regel. Nu satte Orgelet i med et Præludium. Gudstjenesten begyndte. Degnen, eller hvad man kalder ham her, kom op paa en ophøjet Plads midt i Kirken og fremsagde Indgangsbønnen. Saa sang man en Salme, der lød omtrent som en af de gamle Salmer hos os, kun lidt mere drævende. Saa pudsede man Næse. Det lød ganske hjemligt. Præsten kom op paa Prædikestolen og begyndte sin Prædiken. Han var i en lang, mørk Talar, ingen Pibekrave, kun nogle hvide Snipper. Han saa tør ud, og Prædikenen syntes ogsaa en tør, kapitel fast Udvikling uden Salvelse og Sentiments. Den tegnede til at blive lang. Medens det i vore Kirker er Damerne, der føre an, som fylde Stolene, svulme Sangen, og hvis parfumerede Lommetørklæder fylde Rummet med Vellugt, bestod denne Forsamling overvejende af Mænd, og hele Gudstjenesten havde et afgjort mandfolkeagtigt Præg. Der var ikke Spor af Korrespondens mellem Prædi-