kanten og hans Tilhørerinder, han syntes end ikke at være sig bevidst, at han havde saadanne. Jeg begyndte at blive distrait, kom til at tænke paa salig Armemus, hvis fine Kniplingskrave jeg havde set paa Boy-mans Musæum i Rotterdam. I Grunden var de alligevel maleriske disse brede, nedfaldende Kraver i Sammenligning med vore stive Manschetskjorter, som snærer os om Halsen, og som koster os fem og tyve Øre, hver Gang de gaa i Vask .... Da pludselig vaagnede jeg ved, at en Mand med sorte Handsker langsomt bevægede sig op ad Kirkens Midtergang med en uhyre Bambusstang i Hænderne. Den var sikkert sine fem Alen lang, lignede en Fiskeslang, og paa Enden dinglede der noget ligesom en Madding. Nu stak han den ind i en af Stolene. Folk rakte Hænderne frem og kom noget i Posen det var nemlig en Pose det derude paa Enden. Det lød som Sølv, om end Sølvklangen ikke var ren. Og nu kom der en til og nok en, alle med lange Barn-busstænger med sorte Fløjelsposer paa Enden. De styrede dem med tilvant Behændighed fra Stol til Stol uden at dunke Folk i Hovedet, en Paamindelse, som maaske nu og da ikke vilde have været helt ilde anbragt. Det saa ud som vajende Faner, der bevægede sig hid og did over de forsamledes Hoveder. Stadig hørte man denne Pengeraslen som Akkompagnement til Præstens sindige Ord; men især gjorde det et forfærdeligt Spektakel, naar de nu og da udtømle Udbyttet af deres Anstrængelser i en fælles Krigskasse, der efter Lyden at dømme maatte være af Blik. Det var ubegribeligt, at Præsten ikke gik fra Koncepterne; men han fortsatte ganske rolig sin Tale og syntes ikke i mindste Maade at generes deraf. Og for saa vidt Folk ikke netop var beskæftigede