moderne Retsvidenskab, der afsluttes med den saakaldte Doktoraleksamen, hvorved vedkommende bliver juris doctor-andus. Dermed er Studiet dog ikke endt. Der forestaar endnu en tredie Ildprøve, og først naar Doktoranden har skrevet sin Dissertation og forsvaret sine Theses, bliver han Doktor med Adgangstegn til de forskellige juridiske Embeder og Titel af Mister. Det medicinske Studium er paa lignende Maade tredelt. Først tages der en Propædeusis, der vel nogenlunde svarer til vor Kantus. Efter derpaa at have gennemgaaet det egentlige medicinske Studium, tages Kandidateksamen, og dertil kommer da endnu en praktisk Prøve, der først giver Ret til at praktisere. Doktorgraden er derimod ikke nogen Nødvendighed for Medicinerne, og kan ikke være det, da mange af Medicinerne ikke er Studenter, men komme fra de højere Borgerskoler (kommunale Realskoler). Dog, der er Raad for Uraad. Tyskland er ikke langt borte, og da Tyskerne er et praktisk Folkefærd, indrettede paa at møde ethvert Krav, skriver man sin Doktordisputats i Holland, og lægger sig saa over ved et tysk Universitet et Par Maaneder, hvorfra man da vender hjem som velmeriteret Doktor. Ved de hollandske Universiteter lægges Vægten særlig paa den praktiske Uddannelse, og for et praktisk Fag som Medicin ere de udmærkede; men det strengt videnskabelige Studium lider derunder og er bedre i Tyskland. Medens Doktorgraden i Tyskland ligesom hos os medfører Adkomsten til at holde Forelæsninger, er den i Holland kun en Pryd. En Undtagelse derfra danner kun det nyoprettede Universitet i Amsterdam (en ren kommunal Institution for øvrigt), der som en særlig Gunst har erholdt Ret til at udnævne overordentlige Professorer. De saaledes udmærkede have Adgang til at holde Universitetsforelæsninger, uden derfor at opgive deres