Om Søndagen optræde de i Knæbenklæder og Sko; men i Dag — en ganske gemen Hverdag — have de Lov til ligesom andre dødelige at optræde i Pantalons. Klokken er halv fem: det er Klubtid. Alt gaar efter en Snor her i Leiden. Hele Byen spiser til Middag Klokken fem-halv seks, hvoraf Følgen var, at jeg, naar jeg Klokken tre kom fra Bibliotheket, ikke var i Stand til at opdrive Middagsmad i hele Byen. Før Middagen hører det sig til, at man gaar hen paa sin Klub, trykker hinandens Haand, hører, hvad nyt der er, kigger i Aviserne og nyder et Glas af en Slags, helst noget bittert, f. Eks. den fortræffelige Oranjebitter, som jeg efterhaanden ganske forfaldt til. I Borgernes Klub, hvor ogsaa en stor Del af Professorerne møder, kan man ogsaa se Folk aflire en rask lille 1’hombre. Og Studenterne, langt fra i Ideens Navn at udsondre sig fra Borgerskabet, sætte en Ære i at følge Byens Skik og Brug. Snart ere vi bænkede i en Kreds ved et af de smaa Borde. Præsentationen foretages. Det er flotte Navne, det maa man lade dem. Van der Velde, van den Bosch, ten Brink, ten Kate, de Koninch og de Kaiser. Hvor lyder et sølle dansk Efternavn fattigt i Sammenligning. Navnlig ligger der i det hollandske van noget paa en Gang fordringsløst og fornemt, hvorom det pralende tyske von slet ikke kan give nogen Forestilling. Men ellers ligne de ikke meget Studenter, saadan som vi pleje at tænke os dem, og maaske have de næppe noget tydeligt Artsmærke. Snarest skulde det være noget junkerligt, der er over mange af disse rødmussede Ansigter, en Duft af Landet, deres Paaklædning viser en vis sorgløs, utilstræbt Elegance. Men der er saare lidt, der røber Bogmennesket, og jeg kan ikke huske, at jeg har set en eneste brillebærende Student. De yngste ser ud som gode Drenge,