en anden Trappe, en Hønsestige vil jeg hellere kalde den, den mindede mest om de Trapper, ad hvilke Skuespillerne færdes, naar de gaa fil og fra deres Paaklædningsværelser. Ovenfor Trappen stod igen en Soldat med dragen Sabel, ret en Hugaf — det hele begyndte at antage et krigersk Udseende, og jeg følte mig alt andet end hyggelig. For sæt, det skulde blive nødvendigt at hugge ind paa Tilhørerne, at der skulde blive givet Ordre til at rømme Salen, vilde det da ikke gaa ud over retfærdige og uretfærdige uden Forskel. Da jeg med bankende Hjerte vilde liste ham forbi, sendte han mig et truende Blik, idet han tiltordnede mig et respektindgydende „Hatten af!“, og da jeg skyndsomt havde efterkommet denne Opfordring, kastede han endnu et misbilligende Blik paa min Stok og gav mig til Kende, at med den kunde jeg ikke blive indladt i Salen. Jeg stillede den da fra mig saa lydløst som muligt i en Krog af den lille bitte Korridor, der ikke var større end et Seletøjskammer, og slap saa ind paa Galeriet. Fornøjelsen var imidlertid ikke overdreven stor; alt, hvad jeg saa, var en Række brede Rygge, Folk stod stuvet sammen som Ansjoser i en Tønde, med Hænderne plantede paa deres Formands Ryg. Jeg havde imidlertid Dagen for mig, og da jeg nylig havde spist Frokost, væbnede jeg mig med en englelig Taalmodighed i Haab om, at nogle af de mest beklemte skulde blive kede af det og opgive det. Dette Haab blev ikke skuffet. Efterhaanden naaede jeg virkelig frem, saa at jeg kunde faa et Overblik over Salen og hvad der foregik dernede. Salen er smuk. Et højt, smukt dekoreret Rum, der faar sit Lys ovenfra gennem mægtige Skylights i det buede Loft. En' Række af malede Portrætmedaljons løber rundt om hele Salen som en Frise. Store Gaslysekroner hænge ned fra Loftet. I Salens Midte er Kongens Tronsæde, og foran dette staar et langt, grønt Bord,