omgivet af højryggede Lænestole. Det er Ministrenes Pladser. Lige over for disse er Formandstribunen og Sæderne for Kamrets Embedsmænd og Bureau. Medlemspladserne ere da anbragte terrasseformigt fra begge Salens Ender ned mod Midten. Havde jeg ventet mig dramatiske Optrin, blev jeg grundig skuffet. Havde man ikke vidst det, var der for saa vidt intet der antydede, at der var noget usædvanligt paa Færde. Det er sandt, at Salen var godt besøgt, at der blev talt med megen Utrættelighed og at Talerne havde et vist Sving; men de fulgte alle Velanstændighedens brede Vej, de byggede sindigt med Argument paa Argument, man talte som Advokater for Skranken, objektivt, klart og med god Holdning. Der var ingen udæskende Spot, ingen knyttede Hænder eller Slag i Bordet, ingen Byger af Haanlatter, ingen af disse pludselige elektriske Stød og lysende Glimt, der kan løbe igennem en Forsamling og pludselig sætte Liv i Mængden. Heller ikke var det muligt i Salen at udspejde særlige Grupper eller naturlige Aflejringer. De lignede hverandre disse Mennesker, som Folk af den dannede Klasse gør det, om end de bære deres Skæg paa lidt forskellig Maade. Heller ikke paa Tilhørertribunen, hvor jeg befandt mig, var der nogen Bevægelse at iagttage. Man fulgte Talerne med Opmærksomhed, men i al Ro og uden at ytre Spor af Sindsbevægelse. Der blev ikke gjort Forsøg hverken paa at klappe eller hysse. Mit Indtryk af Første-Kamrets Forhandlinger af denne vigtige Sag var mig nærmest en Slags officiel Bekræftelse af den Opfattelse, jeg allerede havde tilegnet mig, at Nederlænderne er de mindst fanatiske af alle Nationer. Naar de hollandske Kamre liave saa lidt Fysiognomi, ligger det væsenligt i, at deres Medlemmer ere udgaaede af samme Stand, og naar hos os f. Eks. omtrent to Tredie-