en dyb, rødbrun Lød (man har gættet paa en Søster til Rembrandt), som tilhører Musæets Direktør, der er en lidenskabelig Rembrandt-Dyrker. Dog, den som egentlig behersker denne Samling, er Jan Sten, hvis brede Smil lyser over dens Værelser. Naar man forlader den. saa smiler man uvilkaarlig endnu med hans Smil, som efter en Samtale med et overgivent og vittigt Menneske. Der er utrolig godt Søndagshumør over det Billede, hvorpaa han har malet sig selv midt i sin Familiekreds med Kridtpiben i Munden og den bredskyggede Filthat skudt tilbage i Nakken, medens den haabefulde Søn forlyster dem med sine Fløjtepræstationer og Bedsteforældrene nusle med Pattebarnet i Løjerten. Det vegetative Velvære, som er ejendommeligt for det hollandske Genremaleri, er her hævet til den højeste Potens. Det er blevet til noget som en hel Livsanskuelse, en Religion, ikke meget omfattende, men netop til Pas for Folk, der bo i snævre Huse. som ase med Livets Besværligheder, og som i Følge Sagens Natur ikke kan have vide Horisonter. Dem kalder Jan Steen til Kirke i sin Skænkestue og prædiker ved et Krus 01 over Verdens Daarlighed, saa at de er nærved at kvæles i Latteren. Folk, der gymna-stisere i Systemets Stiger, har nok villet indrangere Jan Steen blandt Moralisterne; men hvor er han ikke sund og fornøjelig i Sammenligning med den sure Hogarth, hvis Latter er en Grimace og fra hvis bedærvede Mave de kedsommelige Allegorier stige op. En rent vegetativ Glæde over Tilværelsen smiler os ogsaa i Møde fra Gerard Douws indtagende „unge Husmoder", som er vel kendt i Kobberstik-Gengivelser, der dog ikke give nogen Forestilling om Billedets fine og varme Farvetone. Skønt den unge Husmoder hverken er smuk eller graciøs i strængere Forstand, er der dog noget fint og skært over hende, en Hjærtets Enfold, og der hviler over det store,