høje Rum en Fred, som er halvt Musik, og som kun findes i de aller bedste Huse. Ostades omvankende Spillemand, der tappert gnider sin Finkelin udenfor det lille rankeomløvede Hus, mens den luvslidte Familie samler sig til, ejer ogsaa noget af denne uforklarlige nederlandske Renaissancestemning, medens Terborchs Depesche viser os den fine Borgmester fra Deventer i Besiddelse af mere Følsomhed, end vi pleje at finde hos denne slebne Salonmaler. Der er i dette Billede med dets stilfærdige Fortælling røbet noget af det, som de andre Genremalere med deres støjende Lystighed eller stille Huslighed have enedes om at fortie, den stille Hjærteangst, de oprivende Oplevelser og Scener, som var uadskillelige fra Friheds-Krigens bevægede Tid, da den første den bedste Depesche kunde betyde en Afsked ikke blot med Hjem og Slægt og alt det, man havde kær, men med selve Livet. Den paa Gulvet hvilende Kvindeskikkelse, der med Armen mod sin Mands Knæ modtager det varseltunge Budskab, er udstyret med en sjælelig Finhed, som ellers er sjælden i Behandlingen af Kvinderne fra den Tid. Dog Maleriets Kunst er Farvens, og hvad Farver angaar, bærer den delftske Johannes Vermeer Prisen med sit uforlignelige Billede af Delft, der er som en fuldendt Symfoni af fint stemte, dæmpede Farver. Den gamle By, der er set med sine Taarn og Tage over Voldgravens brede Vand med en Smule sid Eng som Forgrund, toner frem i varmere Farvetoner og et mere straalende Skær end selv Datidens farve-brogede og stilfulde Byer viste sig for andre dødeliges Øjne, ligesom set igennem en Forelskelse. Som en Hymne af Farver stiger den op fra dot silkebløde Vand med sine røde, brune og violette Farvespil, pragtfuld trods nogen østerlandsk By. Direktøren ved dette Galleri er Dr. Abraham Bredius, en Mand, hvis Navn er vel kendt Evropa over i alle Kredse,