studiet fores tilbage til klare og rigtige Principper og grundes paa det store Sammenligningsstof, som vor Tid giver Adgang til. Rundt om i Udlandets Gallerier har man da ogsaa søgt Dr. Bredius’ Medvirkning ved Bestemmelsen af de gammelhollandske Værker og deres Nomenklatur. I sine store paa Hanfstångels Forlag udkomne Pragtværker over Mesterværkerne i Amsterdam og Haag har han populariseret meget af sin Viden i en mønsterværdig Fremstilling; ti Abraham Bredius er ikke blot Kunsthistoriker, der er Kunstnerblod i ham selv. Han er ikke en videnskabelig Monoman, men en Enthusiast, og ingen Tomme af hans Intellekt har undergaaet Pedanteriets Forbening. Han var da i Virkeligheden ogsaa paa Vej til at blive Musiker, før han kastede sig ind paa de kunsthistoriske Studier. Men ildfuld som han var og uden Eftergivenhed over for Naturens Skrøbeligheder, overanstrængte han sig og maatte i Følge Lægens Ordre drage til Italien for at genvinde Sundhed og Kræfter. Her førte Tilfældet — det Tilfælde, der undertiden kan spille Forsynets Rolle i Geniernes Liv — ham sammen med tyske Kunsthistorikere, hvoriblandt Bode, Berlinergaleriets navnkundige Direktør. Han deltog i deres Samtaler, færdedes med dem paa Musæer, og her hændte det af og til, naar han lyttede til deres Drøftelser, at han i Beskedenhed vovede en Lægmandsbemærkning, der traf Sømmet paa Hovedet og vakte de lærde Folks Opmærksomhed for den unge Hollænder. Man raadede ham til at dyrke sit naturlige Talent ved at kaste sig over Kunststudiet, og han fulgte Raadet. At Kunststudiet vandt derved er sikkert nok; men, om det var nogen Vinding for Dr. Bredius’ anstrængte Nerver, er en anden Sag. Det var mig en stor Fornøjelse at gøre Bekendtskab med denne Mand, hvis Elskværdighed er saa stor, at den straks bringer hans Udmærkelser i Forglemmelse. Ilans Samtale er saa livlig, at jeg i Løbet af en Dags Tid syntes jeg havde