paa vor Vandring. Her gaar jeg ofte, sagde Bredius, og hver Dag opdager jeg noget nyt, beriger mig med nye Skønheds-indtryk. Ikke mindst Glæde har man af Mesdaghs egne Billeder, disse store, friske Marinestykker, hvor man tror at aande Havets salte Smag. Snart er det lutter brede Bølger, der jublende rulle en i Møde, saa en Kyst, hvor tunge Heste møjsomt ase sig frem i det tunge Sand, slæbende de bred-bugede Baade efter sig, og nu atter det blanke Havspejl med store Skyer og tint fortonede Kystlinier. Af det omskiftelige Element, han dyrker, synes Mesdag at have lært den sjældne Kunst altid at være ny og frisk, aldrig at stanse ved det vundne eller at blive hængende i Maner. Han er ikke af de Malere, man lærer udenad. Og dog begyndte han først sin Kunstnerbane i en Alder, da de fleste ere udlærte og ikke længere tilegne sig noget nyt. Han var allerede langt hen i tredverne, en velhavende Mand, før han opgav sin Banquier-forretning for at kaste sig over Kunsten. Det synes, som han nu ved en fænomenal Frugtbarhed i Produktionen søger at indnente de Aar, der ere gaaede tabte. Hans Navn er blevet et af den hollandske Kunsts første, og hans Arbejder ere kendte og skattede langt udenfor hans Lands Grænser. Ogsaa Fru Mesdag er Malerinde, og Herren og Fruen have deres Ateliers Side om Side. I Keglen véd man kun meget lidt om moderne hollandsk Kunst i Udlandet (i al Fald hos os), og man taler stundom, som om Holland ikke for Tiden havde nogen Kunst af Betydning. Det turde dog som oftest være Uvidenheden, der taler. Noget gør det vel ogsaa, at man lier som paa det literære Omraade sammenblander hollandsk og belgisk. Det er ogsaa Skade, at man linder saa lidt ny hollandsk Kunst i Landet selv. I Rigsmusæet i Amsterdam or der nok en lille Samling,