og derigennem at være undergaaet en Omdannelse og Befrugtning. I det syttende Aarhundrede var det nemlig almindeligt, at hollandske og flamske Malere gik over Kanalen til det nære England, hvor de fandt en Anerkendelse og en Stilling, som deres med Malere overbefolkede Hjemland ikke kunde skænke dem. De engelske Gallerier gemme endnu Minder nok om denne Indvandring, ikke blot i Van Dijcks og Albert Cuijps Billeder, men i en hel Række mer eller mindre berømte Maleres Værker. Man indførte hollandske Malerier i hele Skibsladninger til London. Ikke saa underligt, at den engelske Malerkunst, da den i Slutningen af forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede kom til Udfoldning, viste sig mægtig paavirket af Nederlændernes Kunstsyn og Malemaade. Gains-borough og senere Gonstable røbe f. Eks. i høj Grad en saadan Paavirkning. Constables kraftig bevægede Kunst er det, som efter i Tiden omkring 1830 at være blevet kendt i Frankrig, bliver Feltraab og Fane for en Skare af unge Malere, hvoriblandt Eugéne Delacroix, som den Gang paa egen Haand havde iværksat en Rejsning mod Kejserdømmets Pseudoklassicisme. Sammen med Gonstable paaberaabte de sig de gamle Nederlændere i Louvre. Det var af denne Revolution, i hvilken Malerne kæmpede Side om Side med Romantikens Digtere og Kritikere, at den moderne franske Malerkunst skulde fremgaa, den Kunst, som har omformet Synet og Smagen Evropa over, og som er betegnet ved Navne som Delacroix, Millet, Rousseau, Corot og Daubigny . . . . Don hollandske Malerkunst stod den Gang i Stampe, den var uden Forbindelse med Landets store Tradition. Der var nok Malero, endogsaa Malere med Talent — Folk som Piene-man, Meijer, Koekkoek, Schelfhout og hvad de alle hedde. Det var anerkendte Folk, Folk, der tænkte stort om sig selv, og som ikko var sig nogen Mangel bevidst. Men Akademiets