psykologiske Sandhed og Følelsens Inderlighed og Ægthed, er der kun faa, der kunne stilles ham ved Siden. I Følelsens Oprindelighed og Styrke staar lian Millet nær, uden dog at eje den sælsomme Mythens Glans, den poetiske Skønhed, hvormed Millet omstraaler sine Skikkelser. Israels er grovere i sin Opfattelse af Tingene, han har mindre Fantasi; men han adler selv den groveste og tungeste Virkelighed ved sin dybe Følelse og sit Geni. Efter at have skildret Folk paa Samfundets Tinder, Fyrster og store Herrer i kostelige Kostumer, stiger han nu ned til Samfundets laveste Lag, til Arbejderen, Kulsjoveren, Kludekræmmeren, og bliver Fattigdommens Maler. Navnet har noget afskrækkende. Vi mindes rundt om fra Literatur og Kunst Folk nok, der har villet gøre det samme, som standhaftig har ofret deres naturlige Smag og Forkærlighed paa Tidens Alter, og som selv er blevne fattige med den Fattigdom, de dyrkede, fordi de ikke formaaede at gøre sig til ét med deres Opgave, men blev staaende med det ene Ben udenfor. Saadan er det ikke gaaet Israels. Ingen abstrakt Skolevisdom har vist ham Vej, men hans eget Hjærtes Tilskyndelse, derfor er hans Kunst blevet rigere og større, efterhaanden som han trængte ind i Fattigdommens Verden. Det er heller ikke saadan, at han maler sine Modeller for Lasernes Skyld, eller at han vil moralisere for de malerikøbende Grosserere ved at sige: Se, hvorledes disse Mennesker leve! Nej, han maler dem, fordi han holder af dem, fordi saadant et groft Træskomenneskes Sorg rører ham lige saa meget som en lille Pensionatfrøkens og lidt til. Og hans Deltagelse er ikke et æsthetisk behageligt lille Med-lidenhedsgys, men en dyb Medfølelse med de fælles menneskelige strenge Kaar, vort Liv er underlagt. Han maler en udslidt, graa, gammel Arbejder, der sidder sløvt sammen-sunket paa Bænken foran Sengen, hvor hans Kone ligger Lig,