Spinoza. Naar man vandrer om i en By, der er saa ny og fin som Haag, saa glemmer man let, at denne By har nogen Fortid, nogen Historie. Man træffer ikke der disse Grupper af iøjnefaldende gamle Huse, der staa som trodsige overlevende fra en svunden Tid og se sig udfordrende om blandt al den nye Opvækst, ikke disse Kvarterer, hvor man fordyber sig som i et svundet Aarhundrede med Følelsen af at have ladt Nutiden blive tilbage udenfor, og det er med en vis Forbavselse, at man pludselig i Paviljoensgracht finder sig Ansigt til Ansigt med Spinozas Statue og kommer i Hu, at denne gamle Tænker ogsaa hører Haag til. Statuen er saa uanselig som vel mulig. Det er, som om Billedhuggeren ved selve Statuens Forhold havde villet udtrykke, hvor ydmyg og beskeden Filosofens Stilling er i denne Børsmatadorernes Verden. Figuren er anbragt siddende i en lav, gammeldags Lænestol paa en lille Fodstykke-Terning. Han sidder i en foroverbøjet, sammensunken Stilling, saa at han ikke rager synderligt op over Ryglænet. Haarets lange Lokker ruller ham ned over Skuldrene. Man gaar rundt om den og betragter den forfra. Det magre Ansigt, den skarpe Profil, den lange Næse, den nervøse Haand — en gammel, træt Mand, der har gennemskuet Verdens Tomhed, det er Indtrykket. Og man husker forundret, at Spinoza kun var fire og fyrretyve Aar, da han døde. Det var den Mand, om hvem den store Spotter Heine ærbødig sagde, at hans Liv var en tro Efterligning af hans guddommelige Slægtning, Jesu Kristi Liv. Og, i Sandhed, faa have bedre fortjent en saadan Ros. Hans korte Liv blev levet i Tilbagetrukkethed, fjærnt fra Verdens Ros, i Selvfornægtelse, i Kærlighed til Menneskene og til den ideale