Ikke blot er Typen i Almindelighed interessant, fængslende ved sine fælles, fremmedartede Træk; men det synes næsten, som om der indenfor den fælles Ramme bar været Raad til at give liver By sit eget Fysiognomi. Fordi man har set den ene, har man ikke set den anden, og naar man endelig en Dag river sig løs og forlader Landet, saa bliver Indtrykkene staaende; man bevarer tydelig et Billede af hver enkelt By. Jeg ser i dette Øjeblik Delft levende for mig i sin rolige, matroneagtige Skønhed, belyst af en let, gylden Formiddagssol, mildnet gennem en fin Taage. Jeg ser de brede, stille Kanaler, hvis blanke Vand i sig optager Spejlbilledet af gamle, fornemme Huse med ærværdige Trapper, der føre op til massive Døre, og svajede Jærnrækværker om. Jeg ser de anseelige Lindealleer med deres regelmæssig formede Kronelog store, næsten sorte Stammer. Jeg ser de lange, lige Gader med deres travle Færdsel af tunge Vogne og Kærrer, og Torvene med deres skraalende Markedsstimmel og drastiske Scener. Og jeg ser de kæmpemæssige Kirker, der taarne sig højt op over de omgivende, beskedne borgerlige Smaahuse. Billede paa Billede, friskmalte og bløde i Tonen, smukke som Akvareller. En nydelig Akvarel holdt i dæmpede graa og brune Farver — det er det, som Delft er. Man forstaar saa let, at Malerne maatte faa Lyst til at male den, og man linder det kun retfærdigt, at det er den, der er blevet foreviget af Johannes Vermeer paa hans vidunderlige Billede: Gezicht op Delft. Men selv om Delft ikke var saa køn som den er, saa vilde den alligevel hævde sig en Plads blandt sil Lands Byer ved sin Historie, sin Fortid. Nogle af Landets dyrebareste Erindringer ere knyttede til den. Delft er jo Wilhelm den tavses P»y, lier levede han, den største af alle protestantiske Fyrster, og her udaandede han for Snigmorderens Kugle sin