mandige Sjæl i sin Søsters og Hustrus Arme, med det Suk, som Historien har optegnet: Mon dieu, mon dieu, ayez pitié de moi et de ce pauvre peuple!*). Stedet, hvor han faldt, vises endnu i Prinsenhof, den gamle Gaard, hvor han boede, og som endnu er bevaret og indrettet til et Musæum for Minder om ham og hans Slægt. Man overskrider en temmelig smal Gaardsplads og kommer ind i en lille Forstue, hvorfra en Vindeltrappe fører op til første Sal. Ved Foden af Trappen viser man en et Par smaa, runde Huller i Muren — Mærkerne af Balthasar Gerhards Kugler. Lad være at disse Huller aldrig have været frembragte ved noget Pistolskud, saa meget staar fast: her paa dette Sted blev Vilhelm af Oranien dræbt, da han efter i stort Selskab at have spist til Middag derinde i Salen kom gaaende med sit Følge og vilde stige op ad Trappen. Men hans Livsger-ning var sejerrig fuldført, han havde vristet Nederland ud af Spaniens Kløer og grundlagt de forenede Provinsers Uafhængighed. Allerede ti Aar før havde Staterne forsamlet sig i Delft under hans Forsæde og besluttet, at de vilde forlade Kongen og søge fremmed Hjælp, og to Aar efter mødtes de igen og gjorde Udkastet til Republikens senere Forfatning. Dette Møde blev holdt i det skønne Gemeente-Landhuis, som endnu staaer faa Skridt herfra, og hvis rigt stiliserede Facade henriver en som Synet af et kunstfærdigt og sjældent Træskærerarbejde eller en pragtfuld Arabesk. Det er overhovedet om denne prægtige, brede Oude Delft, at Byens fleste Erindringer samle sig. Den har altid været Sædet for Byens aristokratiske Kredse, dens rummelige Huse ere i Virkeligheden Stam- og Familiesæder, som den ene Slægt har taget i Besiddelse efter den anden. Her boede i sin Tid Storpensionæren Olden *) Min Gud, min Gud, liav Barmbjærtigbed med mig og dette stakkels Folk.