Barneveldt, den ulykkelige Arminius’ Ven og Beskytter, her staaer gamle Kirke med sit anseelige, skæve Taarn og gemmer over Støvet af nogle af Nederlands største Søhelte. I en tung Marmorgrav hviler Admiral Tromp, der sejrede i to og tredive Slag, og efter at have slaaet Blake sejlede igennem Kanalen med en Kost i Mastetoppen til Tegn paa, at han havde fejet Farvandet rent for Englænderne — en ægte hollandsk Vittighed. Han faldt paa Dækket i et Slag, som blev leveret ved Mundingen af Maasfloden, og paa Ligstenen er der hugget en Afbildning af denne Kamp. I Kirkens Kor hviler en ikke mindre populær Søhelt, Piet Hein, der gjorde et glimrende Kup, da han i 1628 tog den spanske Sølvflaade, hvis Værdi udgjorde en atten Millioner. Man kan let tænke sig, hvilken Begejstring denne Bedrift vakte blandt de pengeforstandige Hollændere. Paa Gader og Stræder lød Sangen: Piet Hein — zijn naam is klein — zijn daad is groot — hij heeft gewonnen de zilvervloet*). Vilhelm den tavses Grav er derimod i de nieuwe kerk. Der hviler han midt i Koret under en Marmorbaldakin baaret af Søjlegrupper. En hvilende Skikkelse af hvidt Marmor gengiver hans Træk og paakalder Andagten for den døde, medens en oprejst Skikkelse fuldtpansret er anbragt ved Hovedgærdet og værger om hans Minde. Som om man ved en sindrig Allegori havde villet udtrykke, at denne Mand kan ikke dø, at han staar op igen saa længe Nederland og Nederlændere er til for at kæmpe ved deres Side, naar det gælder. Under Fødderne af den hvilende Oranien ser man en lille Hund, mejslet i Marmor — det var den, der frelste hans Liv fra spanske Snigmorderes Dolke ved at springe op paa hans Seng og vække ham til Flugt, da han laa i Lejren ved Mecheln. *) l’iet Hein, lians Navn er lille, lians Dand er stor, lian har vundet Sølvflaaden.