man af fra Hovedstrøget gennem en af de mange smaa Sidegader, saa fører nogle faa Skridt en ned til dybtliggende, uddøde Kanaler, omgivne af gamle, forfaldne Huse, nogle af de mest maleriske Afkroge Holland har. Fortrinsvis gælder dette den Del af Byen, der ligger omkring de groote kerk. Som en graahærdet Veteran fra længst forsvundne Tider løfter den ærværdige Kirke sit knudrede, afstumpede Taarn op over Byens Husmasser, hærget og vejrbidt som en Kæmpe stirrer den barsk ud over Land og Sø. Der hviler en mørk Melankoli over den, som om den følte, at dens Tid var forbi, at Verden er blevet en anden, og at den aldrig mere skal laane Hus til nogen Synode. Rundt om sig har den samlet det løjerligste Selskab af bedagede Huse, der hælde sig tungt til hinanden og stirre mørkt ud for sig. Lodret stige de op fra Grachtens grønne Vand med deres forvitrede Murværk og skrøbelige Trapper ned til Kanalen. I deres stejle Utilgængelighed gør de et Indtryk af mørk, ublandet Puritanisme, og deres smaataviede Ruder minde om en Tid, da meget i Verden saa anderledes ud. Man vilde ikke undres, om en baretsmykt Faust og Margrethe med de lange, smalle Puf-ærmer traadte ud gennem den udskaarne Dør for langsomt at stige ned ad Trappens høje Trin, sætte sig i den lille grøntmalede Baad og forsvinde i Solstriben derovre, saa nøje vilde det passe ind i dette Billede. Det er den uforfalskede Middelalder, som raader her; men faa Skridt herfra nede ved Floden rører sig det bevægede Nutidsliv. Vi dreje om et Hjørne og staa ved den brede Waal med dens Tømmerstabler og Trælastpramme. Paa det lille Skipperhotel er der nok saa hyggeligt, sand-strøede Gulve og gammeldags Elskværdighed. Medens vi vente paa Maden, nyde vi fra dets Vinduer en Udsigt, der minder om de Billeder, van Goijen yndede at male: foran