den brede, lergule Flod i svagt skvulpende Bevægelse, i Midten et Par krydsende Fiskerbaade. Baggrunden dannes saa af den lige over for liggende, lave Flodbred, hvis Huse halvt udviskes af en begyndende Taage. Dog vi har Kirken tilbage, og den skulde vi dog gerne se. Men vi maa skynde os; ti Mørket begynder allerede saa smaat at sænke sig. En godlidende, rødmusset Hollænderinde — lidt halt — gaaer foran med det mægtige Nøgleknippe i Haanden og aabner Døren for os ind til det vældige Rum, hvis høje Hvælvinger bæres af seks og halvtredsindstyve hvide Piller. Herinde har Skumringen allerede begyndt at anbringe sine Slør, det vifter i Krogene som store Sørgeflor, det er som om de gamle Tiders mørke Rædsel langsomt hævede sig op fra de store Ligsten, over hvis udviskede Navne og Aarstal vi gaa. Kun Vinduerne lyse med spøgelseagtig Hvidhed som stirrende Øjne. Man griber sig selv i en ubestemmelig Frygt for Aander, man er ikke vis paa, om det ikke rørte sig det sorte der oppe i Koret. Men stadig rokker den venlige, unge Kone foran, godmodig passiarende, fortællende, hvad hun véd. „Jo, De kan godt forstaa mig, Herre. Os Dordrechtere kan alle Mennesker forstaa, fordi vi taler saa bredt og tydeligt. Det er helt anderledes end det hollandsk de taler nordpaa. Der var ogsaa en Gang en tysk Prins her; han havde været i Amsterdam og i Haag og rundt omkring, og havde slet ikke kunnet forstaa dem, naar de kørte paa; men da han kom hertil kunde han forstaa det altsammen, og her lærte han at tale hollandsk." Hendes hverdagsagtige, ly.se Stemme lyder saa beroligende midt i de mørke Omgivelser. Alting skal jeg se, de gamle, ii-rvaTdige Munkestole, dette Vidunder af taalmodig Træskærer-kunst, som Revolutionstiden har faret saa ilde med, Prædike-