Slutning erklærede, at de havde „bragt Helvede til at skælve". Syv Maaneder varede de; men da de var forbi, var Arminius dømt, død og magtesløs som et afhugget Lem og hans Meninger blæst bort som tomme Avner. Der var kun en Tro i Nederland, kun en Sandhed, et Naadevalg, en hellig almindelig Forudfordømmelse og en stor kalvinistisk Gud, hugget i Sten, en Gud der ikke spurgte om Menneskets Tro, men i sin absolute Herskermagt frelste og fordømte, som han vilde. Man kan tænke sig den Jubel, der fyldte disse Hvælvinger, den Gang dette Resultat blev forkyndt, et Fryderaab, der meget lignede Sejerherrernes paa Valpladsen, naar de planter Foden paa den slagne Fjende. Og dog var Holland den Gang Frihedens Land, det havde kæmpet og blødt i en iirsindstyveaarig Krig for Retten til at tro, som det vilde. Dordrechtersynodens Bestemmelser blev for lange Tider bestemmende for den nederlandske Kirke, og talrige, kirkelige Banlysninger, ledsagede af strænge, verdslige Straffe, indarbejdede dem i gensttidige Bevidstheder. Men de mægtede dog ikke at kvæle det Udviklingens Frø, hvoraf denne Kirke var fremgaaet, og i Stedet for at blive Afslutningen paa Lærestridighederne, blev Dordrechtersynoden snarere en Indvielse til nye teologiske Kampe, gennem hvilke Tanken og Menneskeligheden stadig gør nye Fremskridt og Erobringer. Man har talt saa meget om den hollandske Kirkes stive Orthodoksi, og dog er Sandheden den, at ingen Kirke i vort Aarliundrede tilsteder saa megen Frihed og rummer saa store Modsætninger indenfor sig som den. Faktisk omfatter den alle mulige Standpunkter lige fra det højre, der endnu sværger ved Dordrechtersynoden og Heidelbergerkatekismen, og til det yderste venstre, der aldeles ikko sværger, som ikke anerkender nogen dogmatisk Avtoritet, og for hvem selve Gudsbegrebet falder sammen