stolen og det mægtige Messinggitter, som skiller Kirken fra det tomme Kor. Og mens vi gaa fra Sted til Sted og betragte disse Fortidens Rester, tegner sig tydeligt i min Tanke et Billede fra en forsvunden Tid. Det var en graa og regnvaad Dag i 1618. Fra alle Kanter af Holland stævnede Folk ad Dordrecht til, lærde og ulærde, Lægmænd og Præster imellem hverandre. Skib efter Skib lagde til ved Broerne og snart var den gamle By som en summende Bikube. Man saa alle Landsdeles Dragter mellem hverandre, Præster i lange Talarer, Riddersmænd i Køllerter, sammen med Borgermænd i lange fodside Kapper og Sømænd i store Støvler og Olietøj. Alle vilde de overvære det berømmelige Møde, der skulde gøre en Ende paa den lange, bitre Strid, der havde delt Landet i to fjendtlige Lejre. Som fortærende Brand havde den bredt sig fra Hus til Hus, fra Gade til Gade, fra By til By. Overalt, hvor Mennesker mødtes, i Bondestuen og i Værkstedet, paa Sildesmakken og i Vagtstuen, i Kontoret og Butiken saa vel som paa Keglebanen og Knejpen, ved Brudefærd eller ved Begravelse, der var Spørgsmaalet straks staaende: Arminius eller Gomarus, Forudbestemmelse eller Frelse formedelst Tro. Det ene Ord tog det andet, og før man vidste af det, havde Lidenskaben naaet en saadan Højde, at Argumenterne ombyttedes med Argumenter af en drøjere Art. Men nu skulde det afgøres, der skulde være en Ende derpaa, Synoden skulde dømme disse forvorpne Mennesker efter Fortjeneste. Derfor var der over dette Møde en Spænding, hvorom vi ligeglade Mennesker næppe en Gang kan gøre os en Forestilling, og hele Landet fulgte med spændt Opmærksomhed de Forhandlinger, som aabnedes her i denne Kirke, og om hvilke Mødets Præsident ved Forhandlingernes