været valgt til Formand i Synoden, altsaa indtaget den højeste Æresplads indenfor sit Kirkesamfund. Man vil maaske spørge, hvad man skal med Præster og Kirkesamfund, der forkaster de hellige ukrænkelige Dogmer, men man maa erindre, at Mennesket lever ikke af Dogmer alene, ja at det er et stort Spørgsmaal, om nogen religiøs Natur overhovedet længere finder Næring af saa haarde og ufordøjelige Levnetsmidler. Bibelen selv kender jo ingen Dogmer, og fordi man betragter den som enhver anden Bog, særlig da saadanne, der ere gennemvævede med forsvundne Tiders fantastiske Forestillinger, med fornøden historisk og naturvidenskabelig Kritik, kan der dog ud fra dens Gemmer hentes mangt et gyldent Korn, mangen skøn Tekst til Opbyggelse for dem, for hvem Kirken er den væsentligste Kilde til Oplysning og Trøst, fordi de ikke kunne nøjes med Videnskabens klare, kolde Lys og ikke have fundet Vej til de Digtekunstens og Tænkningens Haller, hvor de dannede søge Erstatning for Kirken. Selvfølgelig stiller dog i Holland ligesom andetsteds en stor Mængde af de dannede sig absolut ligegyldigt overfor kirkelige Anliggender og Spørgsmaal. Betegnende er i saa Henseende følgende Historie. En Præst af udpræget moderne Retning beklagede sig overfor en bekendt af sig, en Universitetslærer, over at man saa saa lidt til de dannede i Kirken. Universitetslæreren, som forstod Hentydningen, svarede, at han ikke fandt megen Anledning til at spilde Tid med at gaa i Kirke, da man altid vidste, hvad Præsterne vilde sige. Dertil bemærkede Præsten, at det dog ikke var saa ganske afgjort. Universitetslæreren svarede, at hvad Udødeligheden angik, saa var det en Ting, som alle Pra;ster ex officio holdt sig for overbeviste om og docerede næsten som en videnskabelig Sandhed. Kom i Kirke hos mig paa Søndag, sagde