Præsten, saa skal De se, at forudfattede Meninger ikke altid slaa til. Professoren kom og Præsten holdt en Prædiken, hvori han henstillede Udødeligheden som et Æmne, hvorom det ikke var Menneskene givet at vide noget, den kunde kun være Genstand for Ønsker og Forhaabninger. Meddeleren tilføjede imidlertid, at Universitetslæreren ikke deraf tog Anledning til at gentage sine Kirkebesøg. Alligevel tør man nok paastaa, at Teologien endnu bestandig er en Hovedmagt og Nerve i det hollandske Folk, ligesom den er den røde Traad, der slynger sig gennem Folkets Historie fra tidlig Tid. Men naar Teologien i andre Lande har været ensbetydende med Stilstand og Forstening, saa har den her ofte været Udtrykket for Bevægelse og Frigørelse, den Perpendikel, der holdt Folkets aandelige Organisme i Gang. Den synes til en vis Grad at være denne Nations medfødte eller naturlige Tankeform. Men man tilsætter den med Tidens Gæringsstof, man drøfter sine religiøse Opfattelser, sætter Dogmerne under Debat, afskaffer dem, naar Tiden dertil er moden, uden derfor at sprænge de nedarvede kirkelige Samfunds Baand. Den menneskelige Tanke arbejder med de overleverede Former, udvider dem og bryder sig igennem dem Vej til Frihed og Lys. Selv i denne Kirkes værste Forvildelser mærkes der alligevel en arbejdende Tanke, spores der en Stræben efter logisk Sammenhæng og Konsekvens, som kan hidføre ulykkelige Resultater, fordi Forudsætningen er falsk, men som under andre Omstændigheder kan virke til det gode. Og hvad betyde de mange, nidkære Sekter og Partier, som fylde dette lille Land, andet end dette: at det er en individualistisk Race, som vil have Lov til at søge Sandheden ad egne Veje uden at bekymre sig om udvortes Avtoritet? Et Gode er det ogsaa, at intet af Partierne under den indbyrdes Kamp kan paaberaabe sig nogen udvortes Statsmagt 20*